Ny løsning om badehotellets udbygning
Sagen om Badehotellets ønske om udbygning har verseret igennem mange måneder. Konservative meldte ud fra start, at vi er positive for flere hotelværelser, men at udbygningen bør ske i syd/nordgående retning som en almindelig forlængelse af hotellet. En sådan beslutning vil ikke give gener for nogle.
Istedet har øvrige partier i fagudvalget vedtaget at Hotellet skulle have lov til at bygge i højden langs Drogdensvej med store gener for de omkringboende med indkig i borgernes haver og skygge i folks haver. Vi synes man skal være meget varsom med at ændre på lokalplaner i villakvartere – hvem husker ikke sagen om Tennishallen, anført af Liste T, hvor et flertal ville bygge en 12 meter høj sort hal lige foran borgernes stuer. Konservative brugte vores demokratiske ret til at standse sagen og få den behandlet i Kommunalbestyrelsen i håb om, at vi kunne danne et flertal for en anden løsning.
Konservative og DF foreslog at udbygningen af Badehotellet blev stoppet i forhold til de mange forslag der lå om byggeri på Drogdensvej til stor gene for borgerne. Det blev desværre nedstemt, men der kom gudskelov en åbning for en god løsning. A,V,T,I stillede et identisk forslag med Konservatives tidligere forslag om at bygge ud i sydgående retning, dog med tilføjelse af at der også kan bygges til mod nord. Det blev enstemmigt vedtaget af hele kommunalbestyrelsen.
Nogle gange skal sager modnes og det blev denne. Der blev fundet en løsning der ikke skaber gener for de omkringboende.
Fra Konservative er vi meget tilfredse med at det igen er lykkedes at få et flertal om ikke at ændre lokalplanerne i villakvartererne. Boligejerne har krav på tryghed og ikke hovsa beslutninger fra politisk hold der både skaber gener og kan forringe ejendomsværdien.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Jerrik Walløe
Den Konservative byrådsgruppe