Tryghed kommer ikke af sig selv

Af Caspar Stefani, Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Dragør og Tårnby

Alt for mange danske hjem bliver ramt af indbrud, i alt næsten 32.000. Danmark er absolut en af de mest indbrudsplagede lande i Europa. I Dragør var der sidste år 105 indbrud. For nogle lyder dette måske ikke for voldsomt, men de der har været udsat for så omfattende en krænkelse, vil helt sikkert mene noget andet, og forståeligt. Efter at have fulgt ”Dragørnyheder” gruppen på Facebook bider man hurtigt mærke i den usikkerhed der hersker. Det er ikke det Dragør jeg kan huske, da jeg for nogle år siden boede i byen. Og vi må gøre alt hvad vi kan fra politisk hold for, at disse indbrudsrater mindskes, og trygheden vender tilbage. Der har i mange år nu været en negativ udvikling.

Derfor er jeg tilfreds som konservativ, at justitsminister Søren Pape netop har lanceret en udvidet indsats mod indbrudskriminalitet. Det var det vi gik til valg på – at øge trygheden for den almindelige dansker. Det giver resultater at være i regering!

De mange indbrud, hvoraf størstedelen ender uopklaret, sker af flere årsager. Bl.a. fordi, at vores dygtige politifolk har været overbebyrdet, ofte med trivielle opgaver med henblik på at indkræve penge fra cyklister og bilister. Nedlæggelsen af Tårnby Politistation hjælper heller ikke, for et lokalt funderet politi øger også trygheden. Fordi så bliver de bekendte med betjentene med den lokale kontekst. En for voldsom centralisering er et samfundsproblem, som tager lang tid at løse, men vi arbejder for det! Det vigtigste er dog, at politikerne forstår, at tryghed ikke kommer af sig selv. Derudover er manglen på betjente heller ikke noget man kan løse fra den ene dag til den anden, men løses, det skal det!

Der findes i dag ingen indbrudsparagraf i dansk lovgivning. Derfor straffes indbrud som simpelt tyveri – nogle gange endda kun med bøde – men ellers typisk med straffe på 30-40 dage for et indbrud. Hvis overhovedet politiet har ressourcer til at iværksætte en efterforskning.

Men det vil den nye sherif nu ændre på, så der oprettes en konkret indbrudsparagraf med hårdere straffe, så man kan ramme de kriminelle hårdere. Det støtter vi lokale konservative fra Dragør fuldt op omkring.

Vi synes, vi bør gøre en større indsats for at sikre danske hjem, så vi ikke skal lægge vores børn til at sove vel vidende, at de måske ligger og tænker på, om deres hjem nu bliver brækket op. Det kan ikke være rigtigt, at indbrud straffes som tyveri i loven, når det er så tydeligt, at indbrud handler om meget mere end de ting, man får stjålet. Det handler også om tryghed og livskvalitet, og det skal afspejles i straffeloven.

For Det Konservative Folkeparti er tryghed essentielt, særligt i disse usikre tider. Derfor kæmper jeg som folketingskandidat for et stærkere politi og hårdere straffe. Hvis der er noget, som du altid skal kunne have i fred og ro, så er det dit hjem. Hjemmet skal være ukrænkeligt. Og de som ønsker at krænke denne ret, skal mærke jernnæven.