Kommunalbestyrelsen sparer ikke på honorarer i ny AOVT konstituering!
På aftenens kommunalbestyrelsesmøde i Dragør blev en ny konstituering vedtaget, bestående af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti samt Liste T.
Samtidig blev der foretaget omrokeringer og nyetableringer i udvalgene, hvor de mest interessante at fremhæve er:
- De to viceborgmester poster bliver fremadrettet begge lønnede og får yderligere hver sit udvalg tilknyttet.
- Lisbeth Dam Larsen får formandsposten i Børne, Fritids og Kulturudvalget og bliver samtidig formand for §17 stk. 4 udvalget Infrastruktur.
- Annette Nyvang får formandsposten i Skoleudvalget.
- Morten Dreyer får formandsposten i By, Erhverv og Planudvalget samt overtager bestyrelsesposten i HOFOR.
- Ebbe Kyrø bliver formand for §17 stk. 4 udvalget for Havn, Klima og Diger.
- De to §17 stk. 4 udvalg giver fremadrettet honorar til formændene (36.000 om året per udvalg).
- Anne Funk overtager bestyrelsesposten i ARC.
Vi har i de Konservative de sidste 2 år udtrykt et ønske om en slankere udvalgsstruktur. Vi mener nemlig, at Kommunalbestyrelsen bør gå forrest når der skal spares. Og der er penge at spare ved at sammenlægge udvalg. I de Konservatives budgetforslag var der indtænkt en besparelse på mellem 800.000 DKK og 1.200.000 DKK i udvalgsstrukturen.
I stedet sker der nu det modsatte. De samlede udvalgshonorarer hæves og antallet af udvalg øges. Så ingen besparelser hos Kommunalbestyrelsen i denne omgang, og samtidigt et endnu større pres på vor forvaltning, med yderligere håndtering af udvalg.
En trist udvikling som vi i de Konservative havde ønsket, at vi kunne undgå.
Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Katrine Tholstrup
Martin Wood Pedersen
Den Konservative byrådsgruppe i Dragør