Dragørs aktuelle økonomiske problemer. Corona-situationen, og statslig udligningsordning er tre forskellige ting

I denne uge er Norwegian gået konkurs i Danmark. SAS har meldt et stort antal afskedigelser ud, rejsebrancen er ramt, ligesom afledte brancher og mange andre brancher er ramt. En stor af del af lufthavnens ansatte bor i Dragør og vi påvirkes som samfund. Det er en svær situation for de mange familier der berøres og vi håber at samfundet snart kommer i gang, så vi kan få sikret flere arbejdspladser. Vi håber på det bedste for de mange berørte borgere.

Ekstra ordinært Økonomiudvalgsmøde – uden løsning på den økonomiske krise

Regeringen har åbnet op for, at kommunerne kan optage lån som konsekvens af corona-situationen. I regeringens beskrivelse af muligheder for at optage lån, handler det om, at kommuner kan fremskynde anlægsprojekter, styrke lokal erhvervsudvikling, fremme tiltag som der først er råd til senere. Tirsdag aften var der ekstra ordinært Økonomiudvalgsmøde med henblik på, at tage stilling til såvel lånoptagelser og vedtagelse af budget 2020-2023. Lad os her holde fokus på, at der er behov for vedtagelse af et nyt budget, da regnskabet for 2019 er skredet med 22 mio kr. Samtidig vedtog Venstre, Socialdemokraterne, DF og Liste T et budget for 2020, hvor man samtidig skulle finde besparelser for 12 mio kr. som har virkning fra 2021. Med andre ord skal der findes 22 mio kr. i 2020 og varige besparelser for 34 mio kr. fra 1. januar 2021. Men ingen af partierne i konstitueringsaftalen fremlagde noget budget til vedtagelse, men stemte i stedet Konservatives forslag til budget 2020-2023 ned. Et forslag vi fremlagde allerede den 18. april 2020.

Lad være med at bruge corona-situationen og statslig udligning, som en undskyldning for Dragørs økonomi

Tidligere på året havde bl.a. Venstre travlt med at fortælle, at økonomien er vanskelig på grund af den kommende udligning, hvor Dragør står til at betale mere. Det er og bliver forkert, for vi er allerede kr. 34 mio bagud.

Samtidig ser vi nu flere og flere beskrive, at nedlæggelse af arbejdspladser er en trussel for Dragør. Det er ganske korrekt og alvorligt, at såfremt antallet af ledige stiger i Dragør, ændres Dragør skatteindtægter sig. Men det får først en effekt i de kommende år og har ikke betydning her i 2021. Det vi ved med sikkerhed er, at uanset om der kommer en udligningsreform, og uanset om vi påvirkes på skatteindtægsgrundlaget i Dragør, så har vi pt. en samlet politisk ledelse i Dragør, der har haft et merforbrug på 22 mio i 2019, som ikke fik vedtaget et budget 2020 der sikrer fremtiden og skal finde varige besparelser på 34 mio kr. i 2021.

Lad os som ansvarlige politikere få orden i eget hus, tage vores ansvar, stå ved den manglende styring og finde en langsigtet løsning for disse problemer, før end vi giver alle andre skylden for kommunens økonomi.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup
Katrine Tholstrup
Martin Wood Pedersen
Den Konservative byrådsgruppe