Kommunalbestyrelsens honorarer i Dragør – Part 2

De seneste dage har der verseret en diskussion mellem AOVT og de Konservative, om hvorvidt Kommunalbestyrelsens honorarer stiger i forbindelse med den nye konstituering.

Fra de Konservatives side har vi argumenteret for, at de samlede honorarer stiger, mens Borgmesteren og AOVT mener, at der spares mellem 10.000 DKK og 12.000 DKK på årsplan. Denne besparelse udgør, efter deres beregninger, 0,4% af det totale honorarbudget på cirka 3,8 millioner DKK. Konservatives troværdighed søges derfor undergravet på baggrund af cirka 1% i difference. Vel og mærke på trods af, at Konservatives udregning er verificeret af forvaltningen den 30. april 2020.

Uanset om vi regner på den ene eller den anden måde, må vi konstatere at vi som politikere ikke går forrest, når det gælder besparelser. For os er det vigtige i denne diskussion, at AOVT vælger at udbygge udvalgsstrukturen med forventet fire nye §17 stk. 4 udvalg samt bibeholde de 4 stående udvalg, fremfor at slanke hele strukturen. Hertil kommer at de to viceborgmestre, Peter Læssøe (T) og Nicolaj Riber (A), fremover vil modtage fast vederlag for at lede struktur og kompetence udvalgene. Opgaver som reelt allerede varetages af eksisterende udvalg, nemlig Økonomiudvalget samt Social, sundheds og arbejdsmarkedsudvalget.

Konservative har i eget budgetforslag belyst, at der ville kunne spares mellem 800.000 DKK og 1.200.000 DKK på årsplan med en slankere udvalgsstruktur. Det er vigtigt at understrege, at vi i de Konservative mener at man skal have løn for sit arbejde, men når krisen kradser må vi også acceptere en lønnedgang.

Under alle omstændigheder kigger vi ind i et usikkert budget, der ikke viser besparelser i det omfang vi alle ved er påkrævet.

Hos de Konservative har vi dog taget Borgmesterens påstand om, at vi har regnet forkert alvorligt. Vi har derfor regnet tallene igennem igen og har samtidig knyttet kommentarer til de forskellige udgiftsposter. Hvilket fremgår af oversigten.

Det må nu være som Borgmesteren skriver på Facebook (citat) ”lad os få fakta på bordet – og så må borgerne jo selv afgøre hvad de mener er det rigtige”, at Dragørs borgere må vurdere hvad de synes er rigtigt eller forkert.

Med venlig hilsen

Den Konservative Byrådsgruppe i Dragør

Kenneth Gøtterup
Katrine Tholstrup
Martin Wood Pedersen