Historien som ikke blev fortalt, budget 2014

I torsdags vedtog kommunalbestyrelsen budgettet for 2014. Ikke overraskende var der tre budgetforslag. Et fra A, DF og V, et fra Liste T og et fra Konservative.

Både borgmester og Venstres nye spidskandidat har begge italesat at det er ærgerligt at der ikke er et bredere budgetforlig. Men det de ikke fortæller om budgetforliget er, at de ikke har inviteret Konservative med. Borgmesteren orienterede over en kop kaffe på hans kontor, lige inden første behandlingen af budgettet, at Socialdemokraterne, Venstre og DF var ved at lave forlig, og når dette var gennemført ville vi andre blive orienteret og så var vi velkommen til at tilslutte os forliget. Det er der ikke megen budgetforhandling over, men en klar udmelding der går på, at stem for, eller bliv væk.

Budget med visioner for byen

Konservative har fremlagt vores budget og dermed også hvordan Dragør kommune vil udvikle sig fremadrettet, såfremt Konservative får den politiske ledelse af kommunen til næste år. Konservative har i vores budget foretaget en lang række positive prioriteringer for kommunens borgere. Desværre ønsker Dansk Folkeparti og Venstre ikke at føre en ansvarlig borgerlig politik og støtter socialdemokraternes budget.

Først og fremmest har vi ønsket en nedsættelse af grundskylden allerede fra 2014. Vi ønsker ikke højere grundskyld og det er afgørende, at vi begrænser skattestigningerne. Derfor nedsætter vi grundskylden til 25,34 promille.

På ældreområdet foreslår vi dels en hurtig ibrugtagning af de sidste pladser på Enggården og vi går forrest i etableringen af nye rehabiliteringspladser til gavn for alle borgere der bliver ramt af alvorlig sygdom og efter behandling kan blive ordentligt genoptrænet. Samtidig er det med glæde, at vi får afsat midler til at renovere boligerne i den sidste del af Enggården, så alle borgere har lige høj boligstandard.

Wiedergårdens aktivitetshus fritager vi i vores budgetforslag fra brugerbetaling. Baggrunden er, at Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokraterne har besluttet at gøre ungdomsklubberne kontigentfri ud fra et perspektiv om forebyggelse. Hvis dette argument skal anvendes og tages alvorligt, bør Wiedergården også være kontigentfri, da der er en høj grad af forebyggende arbejde i aktivitetshuset.

På børne- og skoleområdet sikrer vi dels, at Ungdomsskolen kan gennemføre deres visioner om et maritimt tilbud på havnen. Vi sikrer ingen forringelser i daginstitutionerne og et stærkt fokus på udviklingen af den kommunale folkeskole og fastholdelse af, at inklusion skal tænkes som et pædagogisk udviklingstiltag og kvalitetsløft og ikke en spareøvelse.

Endelig sikrer vi en god udvikling af øvrige områder, idet vi prioriterer støtte til Naturpark Amager, støttet til kunstprojektet Refleksioner som kan sætte Dragør på landkortet, en stærk udvikling af erhvervslivet i Dragør og ikke mindst ansættelse af en innovationschef der kan sikre fremdrift og øget vækst inden for erhverv, turisme og generel udvikling af kommunen.

For at finansiere vores budget har vi reduceret i den generelle pris og lønfremskrivning på de kommunale konti. Konsekvensen af dette er, at man skal tilpasse sin organisation til de faktiske prisstigninger i samfundet og ikke en teknisk fremskrivning. Dernæst har vi indlagt en generel effektivisering på 3, 5 millioner kr. af hele Dragørs budget som samlet er på knap 920 millioner kr. Vi mener at have fremlagt et visionært og driftssikkert budget med plads til udvikling, kvalitetsforbedringer og hvor finansieringen er absolut mulig og ikke mindst, at vi sikrer kvalitet i de kommunale ydelser.

Budget med alvorlige forringelser

Dansk Folkeparti, Venstre og DF har som nævnt indgået et forlig. I dette budgetforlig vises tydeligt, hvordan man dels tænker udvikling, dels ser på erhvervsudvikling og endelig, hvordan man er villig til at bringe væsentlige velfærdstiltag i spil.

Således har partierne torsdag aften vedtaget et budget der medfører, at de i det første år ikke ønsker en sænkning af grundskylden. Det undrer, at Venstre er villige til at sælge ud af deres værdier og mærkesager og ikke har presset socialdemokraterne mere. Partierne ønsker ingen yderligere støtte til erhvervsudviklingen og Dragør erhverv har i sidste nummer af Dragør nyt tydeliggjort deres skuffelse, da partierne tidligere har meldt klart ud, at de ville støtte. Der til kommer at partierne forsinker ibrugtagningen af Enggården og samtidig ønsker de ikke at renovere de sidste boliger, så alle ældre får samme gode vilkår. Ikke mindst forringes vores hjemmepleje ved at skære i tiden til besøg hos syge borgere der modtager støtte om morgenen og der spares på hjælpemidler. For en besparelse på kun kr. 100.000,- ønsker flertallet at skære i hjælpen for 13 ældre medborgere der har brug for hjemmepleje i de tidlige morgentimer. De har i forvejen et hurtigt besøg til at komme ud af sengen, blive vasket, få tøj på og kaffe. Det reducerer Dansk Folkepari, Venstre og Socialdemokraterne med 10 minutter for hver borger.

Der ud over indlægges forventet indtægt på inklusionsprojektet så det nu er helt tydeligt, at flertallet ser inklusion som en spareøvelse og ikke en investering i den pædagogiske udvikling.

Efter vores mening har partierne gået direkte imod egne valgløfter og løbende udmeldinger de seneste år ved at signalere ingen erhvervsudvikling, besparelser på fritidsområdet og væsentlige forringelser på bl.a. børn og ældreområdet. En stærkt bekymrende udvikling, samtidig med, at flertallet stadig er i gang med at gældsætte kommunens økonomi ved deres lånoptagning på kr. 60 millioner til udbygning af St.Magleby skole.

Den kommende kommunalbestyrelse står over for en stor genopretning af både de økonomiske forhold som sikring af velfærden for børn og ældre og så hurtigt som muligt skabe en vækst og erhvervsudvikling. Jeg er klar til som Konservativ borgmester at påtage mig det ansvar.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup

Borgmesterkandidat