En god start på livet

At være barn og vokse op i Dragør er fantastisk og det bekræftes vi også i, ved at rigtig mange unge, flytter tilbage til Dragør, når de skal til at etablere sig i voksenlivet. Men vi må ikke hvile på laurbærerne som politikere og skal hele tiden, sætte fokus på de vilkår vi yder børn og unge.

Daginstitutioner

Noget af det der har kendetegnet Dragørs institutioner gennem mange år og vi som Konservative har kæmpet for, er mere plads pr barn end i andre kommuner, og et krav om at 60% af personalet er uddannet pædagoger. Desværre ser vi, at dette har skredet i denne valgperiode og der er bl.a. kommet færre uddannet medarbejdere. Derfor skal vi fastholde de to krav i en kommende valgperiode, og vi skal sikre, at der arbejdes målrettet med det. Og når det lykkedes skal vi øge antallet af uddannet medarbejdere. Det er vigtigt at vi har uddannet pædagogisk personale der sikrer omsorgen for og udviklingen af børnene, både som enkelt personer men også som gruppe, når de er i daginstitution.

Det frie valg, private institutioner og dagplejen

Det frie valg er vigtigt, og derfor er samspillet mellem private og kommunale institutioner vigtigt. De kan noget forskelligt, men sammen giver de et godt valg til borgerne. I Dragør har vi en kommunal dagpleje som er Danmarks bedste dagpleje. Den giver valget til de familier der gerne vil have deres børn passet i hjemlige rammer, men med et højt pædagogisk indhold. Denne ordning skal vi værne om, og derfor skal vi også fastholde de gode rammer med fælles samlingssted for dagplejen på Engvej, og ikke nedlægge lokalerne på Engvej, som der er lagt op til i budgettet

Skolelivet

Konservative ser gerne, at vi sætter skoleledelser og bestyrelser mere frie. Vi skal ikke detailstyre skolerne fra rådhuset. Vi skal sætte nogle vigtige politiske hjørneflag med tydelige værdier, vi ønsker skal efterleves. Skoleledelser og bestyrelser skal så i fællesskab sætte indholdet for, hvordan de vil leve op til værdierne og skolepolitikken. Vi tror på, at vores dygtige ledelser bedst kan udvikle vores skoler. For Konservative er det vigtige værdier, at vi har et fokus på fællesskabet og forståelse for hinanden som mennesker, at vi har den nyeste IT understøttelse i undervisningen og at der er tilstrækkelige fagkompetencer i alle fag. At skolerne har et tæt samarbejde med foreninger og virksomheder der kan bidrage med viden til undervisningen og at der i uddannelsesrådgivning af unge er lige vægt på boglige som erhvervsfaglige uddannelser.

Teenagelivet og når man flytter hjemmefra

I det tidligere teenageliv er det vigtigt at vores idrætsforeninger får muligheder for at udvikle deres foreningstilbud, så det er attraktivt som ung, at være med i en forening. Noget af den bedste dannelse man får, er gennem fællesskabet i foreningerne. Vores klubtilbud skal i højere grad være et fleksibelt tilbud, der sammen med de unge, udvikler og tilpasser tilbuddene til de unge. Vi ser gerne, at vi laver en ”kommunalbestyrelse” for de unge i deres startende teenageliv, hvor de kan få indflydelse på nogle af de midler vi afsætter til unge tilbud i kommunen. Vi tror på, at de kan og vil tage ansvaret, og de kan finde løsninger vi som ”voksne” politikere ikke kan finde.

Når man forlader folkeskolen orienterer man sig mod København og uddannelsesinstitutioner uden for byen. Derfor bliver en stor del af fritidslivet også lagt uden for Dragør, hvilket er helt naturligt. Men Dragør skal altid være den trygge base at komme hjem til.

Der er mange debatter om, at vi mangler ungdomsboliger i Dragør. Konservative ser gerne en etablering af ungdomsboliger. Men ingen ved hvad behovet er, og vi tror mange unge hellere vil bo uden for Dragør i deres unge år. Derfor foreslår vi, at der bliver lavet en ordentlig undersøgelse af

det reelle behov for ungdomsboliger og denne danner grundlag for de fremtidige prioritering af ungdomsboliger

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup

Borgmesterkandidat – Konservative

Medlem af kommunalbestyrelsen