Udpegning af domsmænd og nævninge

Det er en vigtig del af demokratiet, at almindelige borgere deltager i den dømmende magts arbejde. Det er en spændende opgave, hvor man til tider oplever sider af samfundet, som man ikke nødvendigvis har berøring med i hverdagen.

Kære Medlemmer

Grundlisteudvalget nedsættes af kommunalbestyrelsen i forbindelse med konstitueringen efter hver kommunalvalg.

Det er udvalgets opgave at udvælge personer til grundlisten, hvorfra domstolene ved lodtrækning udpeger domsmænd/nævninge for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019.

Hvor mange skal der udpeges?

Dragør Kommunes grundlisteudvalg har netop afholdt sit første møde. På mødet blev det besluttet, hvilken metode udvalget vil bruge til at sammensætte listen på i alt 46 Dragørborgere.

Listen skal i følge reglerne afspejle kommunens befolkningssammensætning.

Enkelte borgere, eksempelvis dommere og præster, kan ikke vælges.

Der kan læses mere om dette på kommunens hjemmeside under ”domsmænd og nævninge”.

Hvem kan udpeges?

Udvalget har besluttet at spørge de borgere, som i den forløbne periode har stået på listen, om de forsat er interesserede i at stå på listen. De skal så genansøge, hvis de ønsker at forsætte med hvervet.

Derudover opfordrer udvalget alle borgere, der har interesse i at være domsmand eller nævning, om at søge optagelse på listen.

Ansøgningsskemaet findes på kommunens hjemmeside.

Fordeling

Grundlisten skal afspejle et bredt udsnit af kommunens borgere mellem 18 og 65 år.

Hvad betyder det at være domsmand eller nævning?

At være domsmand eller nævning betyder, at man kan blive indkaldt til, sammen med andre domsmænd og nævninge og de juridiske dommere, at dømme i straffesager ved by- eller landsret.

Lægdommere får for tiden 1.100 kr. pr. dag og kan i visse tilfælde ansøge om transportgodtgørelse.

Borgere på kontanthjælp skal være opmærksomme på, at der kan ske fratræk i ydelserne. Modtager man dagpenge eller sygedagpenge, sker der ikke fratræk i ydelsen.

Det skal understreges, at dette er et offentligt ombud, som man ikke kan undslå sig, når man først står på listen.

Grundlisteudvalget ønsker derfor, at de borgere som sættes på listen, selv er interesseret i og indforstået med at påtage sig ansvaret og bruge tiden på dette.

En vigtig del af demokratiet

Det er en vigtig del af demokratiet, at almindelige borgere deltager i den dømmende magts arbejde. Det er en spændende opgave, hvor man til tider oplever sider af samfundet, som man ikke nødvendigvis har berøring med i hverdagen.

Er du interesseret?

Har du yderligere spørgsmål, kan du søge viden på siden om grundlister http://www.dragoer.dk/page4318.aspx

Hvor du også kan finde ansøgningskemaet

Det skal understreges, at det ikke kan garanteres, at alle, der henvender sig, kan komme på listen, samt at det heller ikke er sikkert, at man bliver domsmand eller nævning, fordi man er på listen, da det er domstolene, der trækker lod blandt kommunernes lister.

Med venlig hilsen

Kurt Christensen

Formand

Det Konservative Folkeparti i Dragør