Turisme – men hvilken og hvor meget?
Tak til Søren Hvalsø for over sommeren at have rejst en væsentlig debat. Den vil vi gerne følge op på fra vores side. Debatten har handlet om omfanget af turisme og hvad vil Dragør.
Hvad vil vi i Dragør?
For år tilbage rejste Konservative en debat om, at vi aktivt skal tage stilling til, hvilken type turister Dragør skal have. En debat der desværre aldrig rigtigt nød fremme. I stedet har vi i kommunalbestyrelsen vedtaget en turismestrategi, hvor der intet står om, hvilke turister vi ønsker eller hvordan vi som kommune vil håndtere det. Det nærmeste vi kommer en prioritering er, at vi skal styrke kommunikationen til cruise-selskaberne. Efterfølgende har vi som kommunalbestyrelse støttet op om, at Dragør søger optagelse på tentativlisten til Unesco godkendelse. Med andre ord, har vi efter vores vurdering, ikke en bevidst prioritering af turismen og derfor heller ikke en tilstrækkelig styring.
Hvorfor skal vi have en politisk prioritering?
Som med alt andet, bør vi vide hvad vi vil. For nogle år siden fik kommunalbestyrelsen et ganske konstruktiv foredrag fra Center for Dansk Kystturisme. Her pegede de på de unikke værdier vi har i Dragør og med et klart budskab om, at vi kan tiltrække alle de turister vi vil, men det er vigtigt at prioritere, da de giver noget forskelligt til byen. Ønsker vi primært at tiltrække unge børnefamilier, ønsker vi at tiltrække ældre uden børn, endagsturisme, overnattende gæster, konferencebesøgende, krydstogtturister. Budskabet er klart. Hver gruppe vil bruge byen forskelligt og bidrage med et forskelligt økonomisk forbrug, men har vi ikke en meget skarp prioritering af, hvad vi vil, så ender vi med det hele, uden gevinst for Dragør. Og turismeindsatsen må være todelt. På den ene side skal vi udnytte potentialet til gavn for de forretningsdrivende og på den anden side, skal vi ikke glemme, at vi stadig er en by hvor livet leves og vi som politikere først og fremmest skal sikre borgernes trivsel og vilkår.
Konkret forslag
Konservative rejser debatten på ny på møde i By, Plan- og Erhvervsudvalget i august måned. Vi ønsker, at vi som kommunalbestyrelse revurderer vores politik med et primært fokus på, at vi træffer beslutning om, hvor meget turisme vi kan håndtere som by og ikke mindst, hvilke turister vi gerne ser besøger Dragør. Vi håber at hele kommunalbestyrelsen er med på at vi får revurderet vores indsatser og selvfølgelig med inddragelse af turistrådet.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Martin Wood Pedersen
Katrine Tholstrup
Den Konservative byrådsgruppe