Status på Kystsikring

I mit sidste nyhedsbrev skrev jeg, at jeg ville komme med en ny opdatering om Kystsikring. Status på denne følger her.

Vi er nu på vej ind i en vigtig fase af planlægningen af den kommende kystsikring. Derfor en samlet opdatering på, hvad status er, og hvad der kommer til at ske.

Udmelding fra fire borgmestre

I Dragør Nyt den 6. november 2024 havde jeg sammen med mine borgmesterkollegaer fra Hvidovre, København og Tårnby et fælles debatindlæg om kystsikring. Debatindlægget blev også bragt i Berlingske Tidende. Vi fire borgmestre sendte et klart signal om at vi står sammen om at finde gode løsninger, at vi finder der skal findes en samlet løsning for hovedstaden, der skal etableres nye rekreative områder og sidst men meget vigtigt, at der er brug for ny lovgivning om finansiering, hvor der skal være et fælles og kollektivt ansvar for finansieringen.

Statslig arbejdsgruppe

Alle fire kommuner afventer nu den endelige rapport fra den statslige arbejdsgruppe. De første meldinger om sikringsniveau og anlægsudgifter er kommet. Og den sidste del af rapporten vil handle om finansiering af kystsikringen som i de nye beregninger er anslået til at løbe op i 13,2 mia kr for alle fire kommuner. Og hvor det er vurderet at Dragørs andel kan blive mellem 1,7-2,5 mia kr. Anlægsomkostninger i denne størrelse er urealistisk for borgerne i en lille kommune at finansiere og derfor er det også meget vigtigt, hvilke endelige beslutninger der kommer om den kommende finansiering.

Hvorfor var det, at Dragør er gået med i den statslige arbejdsgruppe

Dragørs lokale kystsikringsprojekt er godt og velgennembearbejdet. Jeg havde forventet at vi skulle have brugt denne valgperiode på, at få startet processen om at fravige reglerne om Natura 2000 så vi kan gennemføre vores projekt. Da den statslige arbejdsgruppe der skal se på Kystsikring af den kritiske infrastruktur blev udmeldt, stod Dragør Kommune i den kritiske situation, at vi slet ikke var tænkt ind i forundersøgelsen. I stedet ville der blive bygget et dige bag om Dragør, og hvor vi som kommune blev overladt til at ligge på ydersiden. Bliver dette virkelighed var det kommunalbestyrelsens vurdering, at vi ville få svært ved at få nogle partier på Christiansborg til at hjælpe os med en fravigelse af Natura 2000 reglerne så vi får mulighed for at gennemføre vores lokale projekt. Derfor gjorde vi indsigelser over for ministeren og blev efterfølgende inviteret med som fuldgyldigt medlem af den arbejdsgruppe der arbejder med en forundersøgelse af hovedstaden.

Da vi trådte ind i arbejdsgruppen var det med en bekræftelse på, at det vil omfatte undersøgelser om Dragør som et sidestillet alternativ til den beskrevne basislinjeføring i hovedkommissoriet, som er bag om Dragør. Og at de alternative løsninger på det sydlige Amager, der også kan sikre Dragør Kommune, bliver undersøgt på lige fod med de øvrige tekniske løsninger i forundersøgelsen. Samtidig fik vi bekræftelse på, at det er ambitionen, at kystbeskyttelsen af Dragør – uanset valg af sikringsniveau og linjeføring – fortsat kan indgå i den videre proces om den praktiske gennemførelse af stormflodssikring af København, herunder miljø-konsekvensvurderinger og anlægsteknik.

Dragør er med til at præge debatten

En meget bevidst strategi har været at være meget aktiv i den offentlige debat om kystsikring og lade Dragørs stemme komme frem. Vores omverden og ikke mindst partierne på Christiansborg skal være vidende om den kritiske situation Dragør er i. Det betyder også at jeg som borgmester har haft foretræde for forskellige ordførere på Christiansborg hvor Dragørs udfordringer er i tale sat og der har været opfølgning her i efteråret på disse møde. Vi har deltaget i forskellige debatmøder om kystsikring i fx By- og havn, Ingeniørforeningen, Dansk Arkitekturcenter, Pension og forsikring, samt præget debatten i trykte medier. Jo flere der får viden om udfordringerne jo større er muligheden for, at der findes de gode løsninger og her er samarbejdet mellem de fire borgmestre i København, Tårnby, Hvidovre og Dragør vigtigt. For sammen er vi stærkest.

Hvad kommer der til at ske

Lige nu er vi en vente position på den endelige rapport og anbefalinger. Herefter skal regeringen træffe beslutning om, hvad der videre skal ske. Når vi kender den endelige rapport skal kommunalbestyrelsen behandle denne. Jeg vil sammen med de andre borgmestre fortsætte vores påvirkning af de beslutninger regeringen skal træffe. Og ikke mindst vil der blive indkaldt til borgermøder for en orientering om de statslige anbefalinger.

I mens alt dette pågår arbejder vi fortsat målrettet med planlægningen af diget på Sydvestpynten som Dragør Kommune selv har ansvaret for at etablere. Den 14. november 2024 blev der på borgermøde i Hollænderhallen præsenteret hvordan linjeføring skal være, samt hvordan diget etableres og skitser på, hvordan det hele kommer til at se ud. Det nye og meget positive er, at det ser ud til, at der er gode muligheder for, at etablere et fremskudt dige ved Søvang uden at komme i karambolage med Natura 2000. Og samtidig finde en god løsning for sikring af ejendommene på Sydvestpynten.

Med venlig hilsen

Kenneth Gøtterup

Borgmester