Superhospital skal løfte ny region

Superhospital skal løfte ny region

Superhospital i Ørestad skal bidrage til bedre økonomi i Region Hovedstaden, der allerede nu slås med et underskud på 1,6 milliarder kroner i 2007. »Vi må hurtigst muligt sikre os option på en byggegrund i Ørestad,« siger den konservative Asger Larsen.


Af Jan Jeppesen
Bragt i AmagerBladet

Det første år med den nye Region Hovedstaden vil have et underskud på cirka 800 millioner kroner. Det fremgår af et notat, der er sendt til medlemmerne af Forberedelsesudvalget, som arbejder på at gøre den ny region køreklar fra 1. januar 2007.

Men økonomien er langt værre. I marts fik Forberedelsesudvalget forelagt en økonomisk balanceopgørelse på sundhedsområdet, som viste, at regionen i 2007 ville have et underskud på cirka 400 millioner kroner, hvis sundhedsområdet skulle drives videre uden ændringer. Det var også skønnet, at væksten i driftsudgifter som følge af nye behandlinger ville udgøre mindst 600 millioner kroner fra 2006 til 2007, så den samlede ubalance på nettodriftsudgifterne på sundhedsområdet er således mindst én milliard kroner.

Nu viser det sig, at sundhedsområdets drift er cirka 600 millioner kroner større, fordi der er sket dobbelt indregning af indtægter fra diverse akivitetsordninger og færdigbehandlede patienter, og for det andet er fordelingen af indtægter for patientbehandling for henholdsvis Region Hovedstaden og Region Sjælland ændret, hvilket giver et skønnet indtægtstab på knap 200 millioner kroner.

Region Hovedstadens direktion vurderer derfor, at den samlede ubalance vil være mindst 1,6 milliarder kroner i 2007.

»Tallene må fortsat tages med forbehold, idet der fortsat er usikkerhed om udgifter til sygesikring og administration,« skriver direktionen i notatet.

Den konservative Asger Larsen, der er tidligere borgmester i Dragør og medlem af Forberedelsesudvalget, mener, at situationen kræver handling her og nu:

»Det bedste forsvar er et angreb, så jeg mener, at vi hurtigst muligt bør sikre os option på en byggegrund i Ørestad til opførelsen af et universitetshospital, hvor alle specialer er samlet. Hospitalet kan være optageområde for hele Amager og en stor del af Vestegnen.

Det er jo ingen hemmelighed, at vi nok vil se en række hospitalsnedlæggelser de kommende år, og derfor er det vigtigt, at et nyt hospital får en central placering i forhold til dér, hvor de fleste mennesker bor. Endvidere er det et plus, at infrastrukturen er på plads, når man skal bygge et nyt hospital,« siger Asger Larsen til Amager Bladet.

Han præciserer, at han ikke vil være med til at lukke Amager Hospital før der er en anden brugbar løsning.

»Det er en kæmpe puslespil at skulle samle brikkerne til en ny hospitalsstruktur, men vi kan altså ikke nedlægge Amager Hospital uden at sikre Amagers befolkning en bedre løsning,« siger han.

Asger Larsen mener også, at regeringen må bidrage til en løsning af regionens økonomiske udfordringer:

»Jeg ser to modeller. Den ene er bloktilskud fra
Staten. Den anden er, at vi bliver kompenseret via udligningsordningen. Der er jo tale om en skævvridning, når regionen står for 41 procent af landets retspsykiatriske placeringer, men ikke bliver kompenseret for det i forhold til mindre regioner. Derfor må regeringen indføre en mere fair udligningsordning,« siger Asger Larsen, og tilføjer, at Region Hovedstaden også har en overvægt af livstilssygdomme og andre komplicerede sygdomsforløb, som bidrager til en
dårligere økonomi.