Sagen om Engvej mørklægges i maj måned

På sidste kommunalbestyrelsesmøde behandlede kommunalbestyrelsen sagen om boligbyggeri på Engvej. Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti og Liste T har tidligere besluttet, at det grønne område på Engvej skal bebygges med boliger og nu er sandhedens time ved at komme.

Tidligere beslutninger og lidt forvirring

Da denne valgperiode i 2018 begyndte, indgik der boligbyggeri på Engvejsaralet i aftalen mellem Socialdemokraterne, Venstre og DF. Det blev ikke dengang oplyst, hvor mange boliger, men Socialdemokraterne ønskede almene boliger og Venstre ejerboliger og på sociale medier blev meldt ud, at der skulle være lige mange af hver. I 2019 skete der så det, at Venstre på et kommunalbestyrelsesmøde trak støtten til almene boliger og dermed troede alle at sagen var død og skrinlagt. Men i forbindelse med, at Liste T indgik konstitueringsaftale i foråret 2020, hvor de bl.a. fik viceborgmesterposten og en udvalgsformandspost indgik man en ny aftale om boligbyggeri.

Borgerne kan komme med ideer, men på hvilket grundlag

På kommunalbestyrelsens møde i februar måned, besluttede Liste T, Socialdemokraterne, Venstre og DF, at der skal laves en høring med henblik på ideer til udvikling af enten 24, 36 eller 48 boliger, på henholdsvis, 3000, 4500 og 6000 m2. Da sagen om ideudvikling så endelig skulle besluttes for at blive udsendt til borgerne, oplyste borgmesteren, at partierne havde ændringer til det materiale forvaltningen havde udarbejdet og ønskede sagen udsat en måned, med henblik på, at få dette ændret efter partiernes ønske. På en direkte forespørgsel om, hvor utilfredsheden eller uenigheden foreligger, samt hvad partierne reelt ønsker at ændre, var Liste T, Socialdemokraterne, Venstre og DF helt tavse. En åben sag, der har stor betydning for alle borgere, og byudviklingen mørklægges i hele den fase der normalt er åben vedr. forberedelse.

Ultimo maj, får vi måske høringsmaterialet at se

Da de fire partier åbenlyst ikke er enige om, hvad de vil med Engvejsarealet er sagen udskudt endnu en måned. Vi håber til at partierne er klar til, at melde klart ud, hvad de vil med Engvej og gennemføre en gennemsigtig proces over for borgerne. Og at denne gennemføres nu, så alle ved, hvad fremtiden bringer på Engvej. Det skylder vi ganske enkelt som kommune de mange naboer der vil blive berørt.

Hvad vil Konservative

Konservative har tidligere foreslået, at der ikke foretages yderligere vedr. denne grund i denne valgperiode og vi lader den være som et åbent rekreativt område. Baggrunden for det er, at det for os virker rodet og uigennemsigtigt de forlig AOVT laver om boligudvikling. Alene det at man ikke kan sige hvor mange eller hvilke typer boliger man vil lave, viser uklarheden. Det er ikke den måde vi ønsker at forvalte kommunens jord på, der potentielt er mange millioner kr. værd. Den udmelding vi kom med tidligere er nu bekræftet og der er grund til at være dybt bekymret for, at Liste T og Socialdemokraterne, bistået af DF og Venstre, kommer til at sælge denne grund alt for billigt, fordi de ikke har en klar strategi for grunden. Konservative ønsker at lade grunden forblive som den er. Og skal den en gang med tiden sælges, så skal det ske når der er et politisk flertal, der vil sikre, en god økonomi, en boligudvikling med ejerboliger og mest af alt, en gennemsigtig proces, så borgerne ved, hvad der sker.


Venlig hilsen

Kennneth Gøtterup

Martin Wood Pedersen

Katrine Tholstrup

Medlemmer af Kommunalbestyrelsen

Konservative