Har vi viljen til at redde Dragør Kommune?
Selv for de mest optimistiske politikere i Dragør må det efterhånden stå klart, at vi står i en meget svær økonomisk situation. Vores omkostninger i 2019 er blevet langt højere end forventet og vi har ikke haft en økonomiopfølgning på plads, der har kunnet fange det i opløbet. Den faktuelle overskridelse er bare øget måned efter måned og vi er nu et sted, hvor minimum 22 millioner DKK ruller videre som forventede ekstra omkostninger i 2020 på toppen af det kommer der så yderligere 12 millioner DKK hvert år i 2021 og 2022.
Så er der desværre i medierne i Dragør, og hos flere kommunalpolitikere for den sags skyld, opstået den fejlopfattelse at dette her har noget med den kommende udligningsreform at gøre. Det må jeg slå fast med syvtommer søm at det IKKE har. Reformen slår først igennem fra 2021. Det her er en vigtig pointe i forhold til at forstå, at i 2020 skal vi have balance i økonomien og bygge likviditet op. I 2021 skal vi formodentlig finde mindst 13 millioner DKK yderligere i besparelser.
Når det så er sagt, vil jeg gerne endnu en gang påpege, at hos de Konservative ser vi allerhelst et selvstændigt Dragør. Så længe det er ansvarligt og muligt økonomisk skal vi kæmpe for Dragør Kommune. Personligt vil jeg kæmpe til det sidste for Dragørs selvstændighed, for jeg tror at vi er bedre stillet som selvstændige end som en del af Tårnby. Min tro kan jeg desværre ikke underbygge med fakta, da vi ikke har eller får noget faktuelt at sammenligne med i forhold til serviceniveauer mellem Dragør og Tårnby. Kun Konservative og Venstre kunne stemme for, at vi skulle få sammenlignet serviceniveauet de 2 kommuner imellem. Men politik er jo i høj grad også tro, overbevisning og holdning, så for mig er et fortsat selvstændigt Dragør mit mål og min politiske ambition.
Da vi forud for budgetforhandlingerne i 2019 kom med vort forslag til, hvorledes kommunens økonomi skulle se ud i 2020, blev vi beskyldt for at være alt for aggressive med vore besparelser. Nu viser det sig desværre, at selv ikke vort daværende budgetforslag rækker til at redde Dragørs økonomi, som det ser ud her 2 måneder inde i 2020. Der skal meget mere til.
Spørgsmålet er så om vi i Dragør Kommunalbestyrelse har et flertal der er villige til at tage de beslutninger der skal til for at redde økonomien. Vi står ved afgrunden og har derfor hverken tid eller penge til at forholde os passivt. Men fortsat går diskussionen i byrådssalen på hvor de enkelte partier ikke vil spare. Små og store mærkesager fylder for de enkelte partier.
Og det er her min dybfølte bekymring sætter ind. Vi skal spare. Vi skal spare nu. Og det kommer til at ramme alle. Alligevel bruger vi tid på at diskutere om vi fortsat skal have gratis psykologhjælp for unge eller om vi har råd til 2 biblioteker.
Uanset hvordan vi vender og drejer tingene kommer det til at gøre ondt. Og det bliver ikke sjovt at være kommunalpolitiker, når man møder byens borgere henover køledisken i Føtex. Men vi er jo valgt til at træffe de beslutninger som er rigtige for Dragør som helhed og på den lange bane. Og det kommer til at kræve en vis grad af kynisme, for ellers kommer Indenrigsministeriet lige om lidt og beder om nøglerne.
Så derfor skal vi NU smøge ærmerne op og træffe de beslutninger der skal til, for at Dragør Kommune også er her om 20 år. Og det gør vi ikke gennem at diskutere de små ting. Vi skal lægge linjerne og gøre det der skal til.
På den måde kommer vi igennem 2020. Og når vi så står i efteråret 2021 og kommunalvalget finder sted, så må Dragørs borgere vælge de kommunalbestyrelsesmedlemmer som de mener skal trække Dragør i enten den ene eller den anden retning.
Men for overhovedet at nå til et valg, bliver vi først nødt til at klare de kommende 2 budgetår. Og det sker ikke uden at vi viser vilje og en vis grad af kynisme med besparelser.
Jeg vil et selvstændigt Dragør på den lange bane, men for at komme dertil, skal der ske noget nu. Og når jeg lige nu lytter til diskussionerne i byrådssalen, kan jeg godt bliver oprigtigt bekymret.
Så lad os få gjort det der skal til.
Med venlig hilsen
Martin Wood Pedersen
Medlem af Dragør Kommunalbestyrelse for de Konservative