Konservative har holdt generalforsamling
Konservativ vælgerforening for Dragør og St.Magleby afholdt den 30.1.2008 vores generalforsamling. Fremmødet var stort blandt foreningens mange medlemmer og debatlysten var stor, både om de landspolistiske, regionale som kommunalpolitiske spørgsmål.
Landspolitisk
Det netop afholdte folketingsvalg blev drøftet, herunder det flotte konservative landsresultat, hvor også vi i den lokale partiforening gjorde en stor indsats i valgkampen. Vores egen lokale kandidat Asger Larsen opnåede desværre ikke valg til folketinget.
Regionalt
I regionsrådet har konservative i Dragør kæmpet for, at bevare et sygehus på Amager. Vi har gjort en indsats for, at der i hospitalsplanen arbejdes for, at der bygges et nyt sygehus i Ørestaden. Desværre har disse synspunkter ikke nydt fremme hos øvrige partier. Det er vores opfattelse, at sygehusbetjeningen er blevet forringet på Amager da en række afdelinger nedlægges. Det betyder også, at sygehusplanen om en døgnåben skadestue på Amager er mere af navn end af gavn. Samtidig med at man har døgnåbent på skadestuen, betyder det også, at simple kirurgiske indgreb ikke kan ydes på Amager og man i stedet skal overflyttes til Hvidovre hospital.
Kommunalt
Medlemmerne af Konservative debatterede den kommunale politik intenst. Det har været et år med protester, men det er Konservatives opfattelse, at genopretningen af Dragør kommune bør fortsætte. Vi skal have øget fokus på økonomien, men samtidig også huske, hvorfor det er, vi holder af at bo i Dragør og ud fra dette, turde diskutere rationalisering og effektivitet i et stadigt samspil med de lokale værdier i Dragør.
Ny bestyrelse
Konservative har igen år formået at stille en stærk og handlekraftig bestyrelse. Igen i år har vi fornyet os. Bestyrelsen består af; formand Sten Brincker, næstformand Kurt Christensen, Kenneth Gøtterup, Trine Hansen, Knud Berggreen, Eric Bech, Dorthe Brinck og Kim Munk. Som suppleanter er valgt Poul Erik Gjerka og John Hinsh.
Bestyrelsen vil nu sætte fokus på profilering af konservatives tanker om et bedre og fremtidigt Dragør, på synlighed og et større samspil med såvel andre partier i Dragør, som borgere og foreninger.
Venlig hilsen
Sten Brincker
formand for Konservativ vælgerforening