Hvorfor?
Hvorfor stemme på Det Konservative Folkeparti ved valget den 19. november 2013? Det er der mange gode grunde til.
Ung i Dragør
Det Konservative Folkeparti har de sidste 4 år stillet forslag og arbejdet for, at vi skal have mere fokus på de unges vilkår i Dragør. Desværre har Socialdemokraterne, Venstre og DF stemt os ned. Det Konservative Folkeparti ønsker ungdomsboliger, at vi har foreslået arrangementer og fester for de unge så de kan mødes under betryggende forhold, og ikke mindst så tager vi de unge alvorligt og ønsker en reel inddragelse af de unge.
Skoler med kvalitet
Det Konservative Folkeparti har stemt imod skoleflertallets kaotiske skolereform. Vi kan og kommer aldrig til at sige ja til at gennemføre skoleudvikling for lånte penge, samtidig med at vi ødelægger den høje kvalitet, vi har i dag, i vores skoler. Vi siger ”nej tak” til højere klassekvotienter og dårligere bygninger og indeklima. Vi siger ”ja tak” til øget IT i skolerne, en vedtagen arbejdsmiljøpolitik for børnene, faglige visioner og udvikling, forældreinddragelse, at vi holder klassekvotienterne i ro og renovering af vores eksisterende 4 skoler.
Ældre som en styrke
Vi ser ældre som en styrke for Dragør. En generation, der har været med til at udvikle byen. Vi siger ”nej tak” til flertallets forslag om at forringe hjemmeplejen ved beskæring af morgenbesøg, som Socialdemokraterne, Venstre og DF har sagt ja til. Vi ønsker, at Wiedergården skal fritages for brugerbetaling, og vi ønsker at styrke forebyggelse. Vi siger ja til kvalitetssikring på vores omsorgscenter og hjemmepleje, men kan ikke få de andre partier med på forslaget.
Erhverv og turisme
Flertallet foretager sig intet på dette område. De siger: ”det går nok”. Det Konservative Folkeparti tager erhverv og turisme meget alvorligt. Vi ønsker en professionaliseret indsats af turismeindsatsen og vi ønsker, at den skal udvikles i samarbejde med borgerne. Vi ønsker en mere erhvervsvenlig kommune og mener, det kan skabes ved mindre bureaukrati, én indgang for erhvervslivet til kommunen og en professionel erhvervspolitik. Det er ikke nok at uddele erhvervspriser; der skal handling bag.
Havnen
En legeplads og bro til at fiske krabber. Det er socialdemokraternes højdepunkt for udvikling af havnen. Vi stiller krav om, at en ny kommunalbestyrelse beslutter en havneplan og gennemfører den de næste fire år. En plan, der skal havefokus på erhvervsudvikling, udvikling af søsport og vandaktiviteter, på restauranter/butikker og endelig, at havnen bliver vores fælles samlingspunkt ved store arrangementer.
Idræt og svømmehal
Det Konservative Folkeparti ønsker styrkelse af det frivillige arbejde. Frivillige i vore foreninger er med til at gøre Dragør endnu bedre at bo i. Det skal vi anerkende og værne om. Det Konservative Folkeparti vil sikre en svømmehal og ønsker en svømmehal til Dragørs borgere. Ikke som Socialdemokraterne, Venstre og DF et fantasiprojekt, der kun kan løbe rundt økonomisk hvis 411 borgere hver dag besøger svømmehallen. De politiske beslutninger skal være til gavn for borgerne og ikke for at pleje politiske fantasiprojekter.
Økonomi
Vi siger ”nej tak til” socialdemokraternes ønske om at sætte skatten op. Vi siger ”nej tak” til øget gældsætning. Men vi siger ”ja tak” til, ikke at bruge flere penge end vi tjener. At vi ikke gældsætter os. At vi nedsætter grundskylden. At vi har fokus på, om vi får nok for vores penge.
Samarbejde
Det Konservative Folkeparti vil samle de partier, der kan sige ja til ovenstående. Vi siger ja til det brede samarbejde, men med fokus på realisme og ansvarlighed. Med en konservativ borgmester er du sikret en langtidsholdbar kommune. En kommune der med lige dele nytænkning, ansvarlighed og sund fornuft kan lede Dragør igennem de kommende år. Med andre ord, du er sikret en ledelse, der har erfaring i kommunal ledelse og som samtidig kan tænke nyt.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmesterkandidat