Halvandet år med konservative resultater

Med sommeren ventende foran os kan vi nu se tilbage på halvandet år med konservative resultater, som vi kun kan være stolte af. Med borgmester Asger Larsen i spidsen er der nemlig sket en markant udvikling i Dragør kommune, hvor mange ting nu ser væsentligt bedre ud, end de gjorde i begyndelsen af 2002, da den nye kommunalbestyrelse tiltrådte.

I Den konservative vælgerforening er vi overordentlig tilfredse med den indsats, som vores kommunalbestyrelsesmedlemmer har ydet i det forgangne halvandet år. Vi er nemlig lykkedes med at føre en politik, som på en gang har forbedret kommunens økonomi og som samtidig har sat gang i en spændende udvikling. Af tiltag gennemført det seneste halvandet år vil jeg især fremhæve:

Revision af budget

Umiddelbart efter overtagelsen i begyndelsen af 2002 stod det klart, at kommunens økonomi var helt i bund. Derfor var første opgave at revidere budgettet for 2002. Der blev i alt gennemført budgetforbedringer på mere end 21 millioner kroner, hvilket i høj grad var med til at stabilisere kommunens økonomi og sikre, at pengene ikke bare fossede ud af et stort hul i pengekassen.

Underskud vendt til overskud

Med det reviderede budget for 2002 lykkedes det at vende kommunens katastrofale økonomi. I 2001 – det sidste år med Liste T ved roret – havde kommunen et underskud på mere end 30 millioner kroner. Det blev vendt til et lille overskud i 2002 på godt 2 millioner kroner. Så det står også helt fast, at havde vi ikke revideret budgettet i marts 2002, så var kommunen kommet ud med endnu et stort underskud.

Genopretning af kassebeholdning

Med det reviderede budget og en mere ansvarlig økonomisk linie er vi også lykkedes med at forbedre kommunens kassebeholdning. Foreløbigt følger vi den plan for genopretning, som Indenrigsministeriet har godkendt. Vi er endnu ikke fri af ministeriets favntag, men vi er godt på vej.

Pasningsgarantien genetableret

Et af de største problemer, som den nye kommunalbestyrelse overtog fra den gamle, var at kommunens pasningsgaranti ikke blev overholdt. Mange forældre havde derfor store problemer med at få passet deres børn, så de kunne passe deres arbejde. Dette blev løst ved først at etablere en midlertidig merindskrivning i de eksisterende institutioner, som siden er blevet afløst af bygningen af den nye institution, Hollænderhuset. Så nu er pasningsgarantien genetableret.

Åbning af Kystvejen

I årevis har man talt om åbningen af Kystvejen, men først nu er der gjort noget ved det. Borgmesterens ihærdige arbejde har sikret en aftale med Københavns Lufthavne og Københavns amt, der sikrer en åbning af Kystvejen inden året er omme. Det vil betyde en markant lettelse af trafikken ind og ud af Dragør til glæde for byens borgere.

Kommunalt samarbejde med Tårnby

På en lang række områder har vi valgt at indgå samarbejde med Tårnby kommune, men kun på områder, hvor et samarbejde er til glæde for kommunen og borgerne. Det gælder på en række tekniske områder, og det gælder på skoleområdet, hvor vi har lavet fælles 10. klasser med et højere fagligt niveau til glæde for eleverne.

Udskrivning af havnekonkurrencen

Vi konservative har aldrig lagt skjul på, at vi ønsker en udvikling på Havnen, sådan at det gamle udslidte færgeareal kan blive afløst af spændende og smukke faciliteter. En sådan udvikling koster mange penge, og vi har foreslået udviklingen finansieret ved at bygge et begrænset antal boliger som led i en samlet løsning for Havnen. Det var der flertal for i kommunalbestyrelsen efter sidste valg, desværre smuldrede dette flertal siden hen. Vi ønsker dog fortsat denne udvikling, og med gennemførelsen af den spændende arkitektkonkurrence har vi da også set de mange muligheder, som ligger på Havnen.

Gang i erhvervsudviklingen

Erhvervsarealerne omkring A. P. Møllers Allé har i alt for mange ligget uberørte hen. Men med åbningen af Kystvejen er der også åbnet for en spændende erhvervsudvikling i Dragør. Med salget af en del af arealet til Københavns Lufthavne har vi fået den dynamik, der vil sikre at andre snart følger efter. Det vil skabe flere job i kommunen, og det er der brug for.

Ovenstående viser, hvor langt vi er nået på halvandet år. Men vi vil meget mere med Dragør. Vi vil skabe en kommune med udvikling, god økonomi og en god service for borgerne på alle væsentlige områder. Den nuværende økonomi er ikke til udskejelser, men hvis vi lykkes med at forbedre økonomien, så bliver der også bedre råderum til at forbedre kommunen yderligere. Derfor vil de kommende år også vise, at konservative stemmer, stadig er stemmer, der arbejder – og som arbejder hårdt.

De konservative i Dragør og Store Magleby ønsker alle en god sommer.

Med venlig hilsen

Kim Munk

Formand

Konservative i Dragør og Store Magleby