Dragørs selvstændighed sættes under pres
Budgettet er nu vedtaget og alle partier har i sidste nummer af Dragør Nyt forklaret deres holdninger til budgettet. Venstre er endda så positive, at de betegner budgettet ”som et godt afsæt for Dragørs fremtidige økonomi”.
Dragørs selvstændighed sættes under pres
Budgettet er nu vedtaget og alle partier har i sidste nummer af Dragør Nyt forklaret deres holdninger til budgettet.
Alle har været positivt stemt over for det forlig man har været med i. Venstre er endda så positive, at de betegner budgettet ”som et godt afsæt for Dragørs fremtidige økonomi”
At være herre i eget hus
Vi gik til valg på at arbejde for Dragørs selvstændighed. Det har været et udbredt ønske hos mange borgere og før valget meldte vi også ud, at det økonomiske grundlag var tilstede, under forudsætning af, at vi får tilpasset vores udgifter til indtægter.
Samtidig sagde vi også, at uagtet Dragørs kommunes fremtid er vores forpligtigelse som politikere at skabe orden i vores økonomi og skabe de bedste forudsætninger for, at vi fremadrettet kan være herre i eget hus.
Aktuelt er kommunen sat under det største økonomiske pres vi har været i mands minde. Vi har i perioden fra budgetseminaret ultimo august til budgetvedtagelsen medio oktober måned fået tydelige tilkendegivelser fra borgerne der har handlet om, at besparelser ikke er velset, men når det nu skal være, ønsker man klare og tydelige udmeldinger om Dragørs fremtid og serviceniveau og at eventuelle beslutninger skal tages, så borgerne ved hvad vej vi skal gå i fremtiden.
Det gode afsæt?
Venstre gik til valg på, at de ønsker et stærkt borgerligt Dragør med orden i økonomien. Venstre betegner det vedtagne budget som ”et godt afsæt for kommunens økonomi”. Fakta er dog, at det vedtagne budget giver et samlet underskud over 4 år og på ingen måder levner mulighed for uforudsete udgifter. Samtidig er samtlige reformer udskudt og man har heller ikke ønsket at tage stilling til, hvordan daginstitutionsstrukturen skal være fremadrettet. At borgerlig politik skal være at lave et 4 årigt driftsunderskud, uden mulighed for at kunne dække uforudsete udgifter er vi ikke enige i og ikke det menneskesyn vi ønsker at dele med Venstre.
Institutions og skolepersonalet udsættes for usikkerhed
Alle Dragørs borgere må vænne sig til nyt serviceniveau. Men Dragørs personale på skole og institutionsområdet må vænne sig til en fremtidig usikkerhed. De er nemlig ansat på det store omkostningstunge område i kommunen og da kommunens økonomi i 2011 kun lige hænger sammen og der er et tociftret milionunderskud i 2012 må det forventes, at der kommer yderligere besparelser på dette område. Besparelser som kommer fordi ingen har villet tage en beslutning om den fremtidige struktur for budgettet 2011. Det vil sige, at flertallet nu kaster pædagoger og skolelærere ud i en usikker situation i hele 2011 og formentlig også i 2012. Det er efter vores vurdering ikke god personalepolitik, når samme faggrupper har stået for en del af den økonomiske genopretning ved at have leveret en ekstra arbejdsindsats i forbindelse med ansættelsesstoppet.
2011 | 2012 | 2013 | 2014 | Total | |
Konservative’s besparelses forslag | -35.630.763 | -33.711.280 | -29.612.280 | -35.487.280 | |
Resultat efter Konservative’s budgetforslag | 9.333.307 | -9.854.693 | 18.664.338 | -2.045.562 | 16.097.390 |
A-V-T-O-F’s besparelses forslag | -33.237.763 | -24.435.280 | -20.336.280 | -26.211.280 | |
Resultatet af A-V-T-O-F’s budgetforlig | 6.940.307 | -19.121.693 | 9.388.338 | -11.321.562 | -14.114.610 |
Selvstændigheden
Det er med beklagelse, at vi må konstatere at partierne i Dragør gambler med Dragørs selvstændighed. Ingen ved endnu ikke om vi får fyldt kommunekassen op ved salg af Dragør kommunes ejendomme. Samtidig med dette bevæger vi os på kanten af, at indtægter og udgifter ikke hænger sammen. Meget skal ikke gå galt i den kommunale økonomi, før end Indenrigsministeriet kaster deres fokus på vores ret til selvstændighed. Det vil være ærgerligt, når vi nu havde alle muligheder for at rette økonomien op, men flertallet har ønsket at spille hasard med Dragørs fremtid. I den konservative gruppe vil vi følge budgettet nøje og gøre vores til, at de øvrige partier tør føre en ansvarlig økonomisk politik til gavn for Dragørs selvstændighed.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Asger Larsen
Signe Justesen
Den konservative byrådsgruppe