Daginstitution Sølyst forbedringer

Nu forbedrer vi daginstitutionen Sølyst

På økonomiudvalgets møde i sidste uge behandlede vi sagen om bedre vilkår for daginstitutionen Sølyst. Dels i form af renovering og dels etablering af flere dagtilbudspladser. Det er en rigtig god løsning og væsentlig forbedring for Søvangs børnefamilier.

Hvorfor har vi fået denne mulighed

Da vi vedtog budgettet for 2023 mellem Konservative, Socialdemokratiet og Venstre blev der besluttet to ting der har betydning for Sølyst. Det ene var at Ung Dragør fremadrettet skal samle deres klubtilbud til Dragørs unge. Og det andet var, at vi afsatte 3,5 mio kr. til Sølyst fysiske rammer. Dermed er der skabt mulighed for både at forbedre forholdende samtidig med, at der kan skabes flere pladser.

Hvad bliver renoveret

Renoveringen af Sølyst tager udgangspunkt i flere ting. Der kommer bedre toiletforhold og der skabes bedre køkkenfaciliteter så der kommer et produktionskøkken. Der etableres ordentlige krybberum og både garderober og fællesrum skal gentænkes.

Hvor mange flere pladser kommer der

Samtidig vil der ved forbedringerne være mulighed for at skabe flere pladser i vuggestue og børnehave. Det er vigtigt for os da det vil give langt flere familier i Søvang mulighed for, at få passet deres børn i nærområdet. I dag er der knap 30 familier der har børn uden for Sølyst. I fremtiden skal vi sikre, at de børn der skal starte i institution, kan få tilbud om en plads i Søvang, hvis forældrene ønsker det. Derfor er vi glade for, at vi kan skabe flere pladser.

Den videre proces

Et flertal i økonomiudvalget har godkendt at pengene nu frigives. Det sker på baggrund af budgetaftalen for 2023. Dernæst skal sagen endelig besluttes i denne uge på kommunalbestyrelsens møde. Da sagen i denne måned blev behandlet på Børn, Fritids- og Kulturudvalgets møde stemte Liste T imod forbedringerne. På økonomiudvalgets møde i torsdags valgte Liste T at undlade at tage stilling til sagen. Og når vi behandler sagen i denne uge håber vi at Liste T vælger at stemme for sagen, så det er er enig kommunalbestyrelse der står bag sagen. Alt andet vil være ærgerligt når det handler om at forbedre vilkårene for børnefamilier i Søvang.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup, Borgmester

Mia Tang

Martin Wood Petersen

Jan Madsen

Theis Guldbech

Trine Søe

Den Konservative byrådsgruppe