Ansvarlig boligpolitik uden tyngende ideologi

Under overskriften “Boliger for folket” påstår Pernille Lundqvist og Nicolaj Bertel Riber blandt andet, at Det Konservative Folkeparti er imod almennyttige boliger i Dragør. Intet er mere forkert.

Drømme

Årsagen til debatten er de mange ønsker til, hvad byggeriet på Vierdiget grunden skal leve op til. Nogle vil have flere almennyttige boliger. Andre vil have luksusbyggeri, ‘økologisk’ eller særligt energivenligt byggeri eller har andre specielle ønsker.

Den aktuelle situation er, at top-prioritet ved salget af Vierdigetgrunden er, at få dækket det lån den forrige kommunalbestyrelse, heriblandt Pernille Lundqvist og Socialdemokratiet, tog til skolebyggeriet samt til at finansiere den nødvendige tilbygning af et halvt spor på Dragør Skole Nord.

Havde Pernille Lundqvist og Socialdemokratiet fulgt ønskerne fra blandt andet Det Konservative Folkeparti, havde vi FØRST solgt grunden og derefter kunnet afsøge andre muligheder, heriblandt almennyttige boliger.

På dette link kan enhver borger læse den konservative boligpolitik, som vi også gik til valg på. Det Konservative Folkeparti har ønsker om energi- og miljøvenligt byggeri, flere ungdomsboliger og ollo-kolle, og i det hele taget et varieret boligudbud tilpasset Dragørs behov.

Konkret boligpolitik

  • Ungdomsboligerne på Køjevænget blev etableret under en konservativ borgmester
  • Konservative stemte imod forringede muligheder for mere byggeri på Engvej – Socialdemokratiet stemte for.
  • Konservative stemte for ungdomsboliger på detailgrunden i Søvang i forrige valgperiode. Socialdemokratiet stemte imod.
  • Konservative har stillet forslag om nødvendig rådgivning til Strandparken, for at sikre imod de store huslejestigninger. Socialdemokratiet stemte imod.
  • Konservative har som det eneste parti i valgkampen forpligtet sig til fortsat fokus på at undgå store huslejestigninger i de almennyttige boliger i Dragør

Yderligere byudvikling

Den Konservative gruppe foreslog i september 2014 på kommunalbestyrelsens møde, at vi som kommune skulle rette henvendelse til ministeren og trafikudvalget. Ideen var at invitere dem på et besøg i Dragør, hvor de med egne øjne og ører kunne erfare, at der er væsentligt mindre støjbelastning fra lufthavnen end tidligere.

Konservative ønskede at sætte fokus på Dragørs kommune muligheder for byudvikling. Et stort flertal i kommunalbestyrelsen bestående af de landspolitiske partier stemte for Konservatives forslag.

Men den Socialdemokratiske Miljøminister afviste at gå i yderligere dialog med kommunen, og med den nuværende regering kommer vi ikke til at byudvikle.

Med venlig hilsen

Jerrik Walløe

Suppleant i byrådet for Det Konservative Folkeparti og bestyrelsesmedlem