Åbenhed og lukkethed

På sidste kommunalbestyrelsesmøde stillede konservative to konkrete forslag. Det ene blev vedtaget, det andet stemt ned. Ærgerligt, at vi ikke som samlet kommunalbestyrelse tør udvikle vores kommunikation.

Kommuneplanen virkeliggøres

Vi stillede forslag om, at der i kommunalbestyrelsen afholdes et temamøde, hvor kommuneplanens forskellige temaområder drøftes. Vores formål med dette er, at få alle partier til at forholde sig til kommuneplanens visioner og med det særlige fokus, hvordan vi i partierne har tænkt os at omsætte dem i konkret handling. De handlemuligheder der kan skabes et politisk flertal for, kan vi lige så godt få besluttet og få sat lidt turbo på Dragørs udvikling.

Hvorfor stiller vi dette forslag. Fordi vi som kommunalbestyrelse alt for ofte bliver handlingslammet. Fordi kommuneplanen rent faktisk er en meget flot plan og de gode visioner skal ikke blot stå i en folder men forsøges realiseret. Fordi vi som politikere i fællesskab er forpligtet til at skabe udvikling, bedre vilkår for borgerne, skabe vækst i byen mv. Det fortjener kommuneplanen og det har vi pligt til som politikere. Vi er meget tilfredse med, at en næsten enig kommunalbestyrelse har lyst til at prøve denne arbejdsmetode.

Lukkethed

På samme møde blev vores andet forslag behandlet. Nemlig at spørgsmål fra partierne til forvaltningen offentliggøres på kommunens hjemmeside med tilhørende svar. Her var aftens kvote af nytænkning og lyst til nye arbejdsmetoder ophørt, da kun Liste T og Kim Grøntved stemte for vores forslag. Interessant var debatten i kommunalbestyrelsen om argumenterne mod åbenhed. Bl.a. oplyste socialdemokraterne, at de ikke vil medvirke til at skabe en anden platform for politisk debat og Venstre argumenterede med, at det er for ressourcekrævende at lægge spørgsmål/svar på hjemmesiden. Socialdemokraterne har misforstået det. Det handler ikke om at skabe en alternativ platform for politisk debat, men skabe åbenhed og fælles forståelse. Lad os være glade for, at vi er beriget med engagerede borgere der følger kommunens udvikling og lad os give alle mulighed for, at få reel viden. Venstre mener at det er et tidskrævende forslag. Vi mener nu ikke det er særligt tidskrævende, at uploade en pdf fil en hjemmeside, fx 1 gang månedligt. Men sådan kan vi jo se forskelligt på, hvad der er ressourcekrævende.

Ærgerligt, at vi ikke som samlet kommunalbestyrelse tør udvikle vores kommunikation, men tak til Liste T og Kim Grøntved for støtten til forslaget.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup

Medlem af kommunalbestyrelsen