Den gamle by i det rigtige lys
En lampe er ikke bare en lampe. Det har mangen en ægtemand nok også hørt fra sin hustru, og præcis det samme kan siges om de lidt over 100 lamper, som kaster lys over den gamle by. De har masser af patina, og de passer til lige netop den gamle by. Både beboere og gæster holder af dem – de hører til i gadebilledet.
Men for en årrække siden startede en nødvendig drøftelse om, hvad der skulle ske med belysningen, når gammeldags glødepærer skal erstattes af moderne LED-lys. Spørgsmålet har været, om de gamle lamper kan holde til at blive opgraderet, hvad det i givet fald koster, og om det måske var bedre at skifte til nye lamper i et passende design.
Det har der været delte meninger om, og da kommunen ejer lamperne og dermed har ansvaret, har sagen har været politisk behandlet på decembers møde i Klima-, By- og Erhvervsudvalget. Forud går en lang proces med masser af research, hvor også den gamle bys beboerforening har haft en vigtig stemme. Faktisk bor der en decideret lysekspert i netop den gamle by, og sagen er blevet undersøgt grundigt af både beboerne selv og af kommunens rådgivere. Pærer er blevet afprøvet, lamperne er blevet nærstuderet, og alternativer er blevet vurderet.
Nu er vi landet på den helt rigtige beslutning, som vi fra konservativ side bakker helhjertet op om, og som hele udvalget var enige om. Efter beboernes ønske renoverer vi de gamle lamper, som får nye LED-pærer, der passer til stemning i den gamle by, men som samtidig giver et godt lys. Så i bedste fald lægger ingen mærke til forandringen, når den bliver gennemført. Den gamle by vil fortsat ligne sig selv, og på den baggrund vil vi ønske glædelig jul til både beboerne og de mange gæster, som i disse uger myldrer rundt i byen og hygger sig.
Med venlig hilsen
Mia Tang og Martin Wood Pedersen,
konservative medlemmer af Klima-, By- og Erhvervsudvalget.