Borgmesterens Nyhedsbrev
Flere store og vigtige sager har været behandlet i marts måned. Det kan du læse mere om i dette nyhedsbrev.
Økonomi
Efter mit sidste nyhedsbrev den 6. marts 2023, hvor jeg skrev om økonomien har det afstedkommet forskellige politiske indlæg. Der er borgere der har spurgt, om jeg vil uddybe og særligt med fokus på Dragørs gæld. Derfor en kort opsummering.
- Dragør har overholdt sine budgetter i 2022 og 2023 og har haft et mindre forbrug i begge år.
- Kassebeholdningens opbygning følger det vedtagne budget og kassebeholdningen er pt. 85 mio kr.
- Den vedtagne økonomiske politik følges.
- Gælden er overordnet delt på tre områder. Det ene er gæld optaget til byggeriet af plejeboliger (Enggården). Det andet er gæld vi optager som kompensation for pensionisters indefrysning af ejendomsskatter. Det tredje er gæld der er optaget til andet gennem årene.
I forhold til gæld optages der hvert år et lån, der blandt andet dækker de ejendomsskatter der indefryses. Gælden afskrives efterhånden som vi får indfriet de indefrosne ejendomsskatter. Samtidig optager vi f.eks. lån til energivenlige investeringer, også omtalt som ESCO midler. Kommunerne har mulighed for, at låne til blandt andet grønne investeringer og de afskrives så med den tilbagebetalingstid, der er for mindre energiudgifter. Det har været en del af en fast praksis gennem mange år som alle partier har været enige om.
Erhvervsområde på Dragør Nord
Vi har fået mulighed for at udvikle erhvervsareal vest for A.P Møllers alle. Det er en dispensation staten har givet Dragør kommune. Arealet er på i alt 170.000 m2, og der er fire ejere af arealet. I marts måned er de politiske udvalg orienteret om status på udviklingen af området. Kommunalbestyrelsen har igangsat muligheden for erhvervsudvikling af området. Hjørneflagene for området er sat, men den endelige lokalplan er ikke lavet endnu. Det sker når de private grundejere har fundet investorer, så udviklingen af området sker i et samarbejde mellem de private ejere af grundene, kommende investorer og kommunen. I dette arbejde skal der være et fokus på at lave den bedste og mest hensigtsmæssige trafikafvikling. Og samtidig skal vi også have et fokus på miljørigtige og bæredygtige løsninger.
Den grønne omstilling
Den grønne omstilling ligger mig bestemt på sinde. Vi er ikke ”first mover” i Dragør, men vi skal nu og årene fremover sætte øget fokus på vores omstilling. Jeg er derfor glad for, at vi i sidste år meldte os ind i den samlede klimaalliance, der består af alle kommuner i Danmark.
Et andet vigtigt tiltag er, at vi efter en dialog mellem en 12 kommuner i hovedstadsområdet er gået i fælles samarbejde om, at undersøge mulighederne for, at vi kan etablere et fælles solcelleselskab, så der kan komme solceller på de kommunale tage. I dag må kommunerne ikke bare sætte solceller op, da det kræver at der dannes et selskab til at håndtere dette.
Den 17. og 24. april 2024 holder vi to informationsmøder om fjernvarme. Læs mere på kommunens hjemmeside om de to møder. Dels kommer direktøren for CTR som er det firma der levere varmen, og fortæller om selve produktionen af varmen. Og direktøren for Tårnby Forsyning fortæller om den praktiske proces vi står over for. Jeg håber at mange har lyst til at deltage en af de to dage. I det kommende år kommer vi til at debattere vores klimaindsatser yderligere.
Dagplejen
På udvalgsmødet i marts måned blev det besluttet at udskyde sagen om flytning af dagplejens hus fra Engvej til Nordstrandens vuggestue. Et flertal har tilkendegivet, at Dagplejen er et vigtigt tilbud, og vi skal samtidig med et faldende børnetal afsøge om flere forældre reelt ønsker pasning i dagpleje. Desværre ser vi over landet, at søgningen er faldende, hvilket også har været tilfældet i Dragør. Vi er i en situation, hvor udgiften til dagpleje har været dyrere end en vuggestueplads. Det skyldes, at vi i Dragør har valgt en model, hvor pasning af børnene ved dagplejers fravær sker ved ekstra fastansat personale i stedet for, at man passes hos anden dagpleje. Det er på den ene side ikke holdbart i længden, og på den anden side ønsker vi at undersøge om flere forældre ønsker at søge dagpleje. Derfor har vi udsat beslutninger om dagplejens fremtidige organisering til sommeren 2024 og i mellemtiden har vi bedt om, at der gennemøres en øget markedsføring af dagplejen som pasningstilbud og alle nye forældre spørges om de ønsker dagpleje eller vuggestue fremadrettet. Når vi har et bedre overblik tager vi stilling efter sommerferien til den fremtidige organisering.
Søbadet
I forbindelse med at der er igangsat en proces om at styrke Hollænderhallens drift og sikre bedre vilkår for klubberne, har ledelsen af Hollænderhallen været igennem en vurdering af både økonomi, vagtplaner, organisering og lovgivning. Efter en gennemgang har det vist sig, at den praksis vi har haft tidligere ved at kommunen har stået for kiosksalget på Søbadet gennem mange år ikke er lovligt. Kommunalfuldmagtsreglerne giver os ganske enkelt ikke mulighed for, at kommunen må drive kiosken. Derfor har økonomiudvalget besluttet at lade private virksomheder byde ind på at varetage opgaven med at drive kiosken på Søbadet. Dragør Kommune vil fortsat stå for både billetsalg og dagligt opsyn i åbningstiden.
Tandplejen
Som tidligere nævnt er man over hele landet udfordret med mangel på tandlæger. I Dragør er vi også udfordret med finde kvalificeret personale til tandplejen. Det har som tidligere omtalt betydet, at vi ikke kan levere tilstrækkelig tandbehandling til børnene i den kommunale tandpleje. Derfor har vi udover tidligere tiltag, igangsat nye tiltag for at vi fremadrettet kan tilbyde den rettidige behandling. Derfor er der samlet lavet en plan der indeholder;
- For de børn der står i et akut behandlingsbehov henvises til privat tandlæge, hvis ikke vi selv kan tilbyde behandlingen.
- Vi har besluttet, at indlede forhandlinger med Tårnby kommune om fælles tandklinik i fremtiden, hvor denne drives af Tårnby. Og at Tårnby kommune indtil aftalen er indgået hjælper med de ordinære eftersyn så ventetiden forkortes
- At vi udbyder bøjlebehandling til privatpraktiserende tandlæger.
Alle forældre er via AULA orienteret, og man kan også på kommunens hjemmeside under nyheder
fra den 18. marts 2024 læse yderligere information.
Wonderful Copenhagen og KL topmødet
11. marts 2024 bød jeg, sammen med Tårnbys borgmester, velkommen til kickoff-møde om udvikling af turismeindsatsen. Vi har indgået et partnerskab med Wonderful Copenhagen om at lave en ny markedsføring af Dragør, ligesom Tårnby kommune også er i gang med. Derfor holdt vi et fælles møde, hvor vi satte processen i gang, og det var rigtig dejligt at se at så mange fra Dragør deltog.
Den 21-22.marts 2024 blev det årlige KL topmøde holdt i Ålborg. Topmødet i år havde fokus på velfærdsstatens udfordringer og kommunernes opgaver på velfærdsområdet. Ud over det står vi midt i en generel krisetid, hvor krigen i Ukraine har stor betydning for vores samfundsøkonomi, og vi står også over for store klimaudfordringer. Der er ingen tvivl om at kommunerne er hårdt presset på økonomien og står over for store udfordringer. Trods de alvorlige emner er det altid en fornøjelse at mødes med andre kommunalpolitikere, de landspolitiske partiledere, folketingsmedlemmer og faglige eksperter, hvor der er tid til at drøfte de udfordringer vi står over for.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester