Hvad kommer der nu til at ske med Asylgrunden
På kommunalbestyrelsens sidste møde besluttede AOV og Liste T, at der skal iværksættes en proces med, at få undersøgt, om der kan etableres en erhvervsfond hvor Dragør kommune indgår og som kan købe Asylgrunden. Konservative stemte ikke for og har i Dragør Nyt den 1. oktober 2019 redegjort for vores fem primære grunde til at Dragør kommune ikke skal kaste sig ind i købet.
Det er nu ikke så let som AOV og T tror
Når staten afhænder sine ejendomme tilbyder de altid kommunen at købe først. Hvis kommunen ikke ønsker at købe, vil staten kunne sælge ejendommen via offentligt udbud eller gennem deres ejendomsselskab Freja.
Jeg har forespurgt Udlændingestyrelsen om de lovligt må sælge ejendommen til en erhvervsfond, uden at sætte den til salg i enten offentligt udbud eller hos Freja, hvor alle interesserede kan købe til den fastsatte pris. Styrelsen vil komme med svar om dette i uge 43. Men når man læser moderniseringsstyrelsens vejledning om salg af fast ejendom er udgangspunktet altid, at et salg skal i offentligt udbud. Det er således tvivlsomt om staten overhovedet kan videresælge direkte til en erhvervsfond og hvis dette er tilfældet er beslutningen der er truffet i kommunalbestyrelsen stort set lige gyldig.
Dragør kommune får ikke gevinst ved et videresalg
Et andet væsentligt opmærksomhedspunkt er, at staten altid skal have 50% af en eventuel gevinst, hvis kommunen videresælger ejendommen.
Styrelsen har stillet krav til Dragør kommune
Udlændingestyrelsen har i et internt notat, dateret den 26. august 2019, noteret at de har orienteret Dragør kommune, den 21. august 2018, om at de skal have en endelig beslutning om kommunen vil købe grunden, med udgangen af oktober 2019, hvor kommunens budget skal vedtages. Hvis ikke Dragør ønsker at købe grunden, forventer styrelsen at iværksætte deres plan B som er at indskyde grunden til salg hos statens ejendomsselskab Freja eller ved almindeligt udbud. Samtidig vil de søge om nedrivningstilladelse af de bygninger der er skimmelramte. Denne tilkendegivelse fra staten til Dragør kommune indgår på ingen måder i AOV og Liste T beslutning og som alt andet lige har en stor betydning for den videre proces.
Det må forventes at salgsprisen bliver markant højere
Da Dragør kommune i første omgang fik grunden tilbudt til køb var salgsprisen kr. 2.714.895,– Dette beløb er fremkommet på baggrund af en valuarvurdering på 7.114.895 kr. og med fradrag af udgifter til nedrivning af bygninger med skimmesvamp, retablering og sparede driftsudgifter på i alt 4.400.000 kr.
Styrelsen har tilkendegivet over for Dragør kommune, at de ønsker at nedrive bygningerne og dermed må det også forventes, at salgsprisen vil stige til de 7 mio kr. som valuarvurderingen er. Det fremgår ikke af AOV og Liste T beslutning, da de besluttede at der skal arbejdes videre med en erhvervsfond med deltagelse af Dragør kommune.
De fem (og nu seks) gode grunde til ikke at arbejde videre med sagen
Det er for Konservative tydeligt, at den proces AOV og Liste T har igangsat ikke er tænkt tilstrækkeligt igennem. Og at man i beslutningsprocessen helt har tilsidesat Styrelsens udmelding til Dragør kommune fra 21. august 2019. De oprindelige fem gode argumenter fra Konservative om at Dragør skal holde sig langt væk fra dette køb er;
- Dragørs økonomi er svært udfordret og vi bør bruge alle vores politiske ressourcer på at få kommunen på ret køl.
- Dragørs kommunale forvaltning har ikke de tilstrækkelige ressourcer til at gennemføre et så stort projekt.
- Der er ikke interesse fra lokalområdet til dette projekt.
- Vi har allerede gode tilbud på Kongelundsfortet som giver børn, unge og alle andre gode muligheder for udeliv
- endelig er vi rigtig dårlige til at få allerede iværksætte projekter gennemført. Lad mig blot nævne at vi har været flere år om at få besluttet hvor en tennishal må ligge ved Hollænderhallen. Stort samskabelsesprojektom en helhedsplan blev sat i søen i januar og vi er ikke kommet videre. Vi har været 20 år om en havneudvikling og ikke færdige. Projektet om udearealer på skolerne tog markant længere tid end først projekteret. Og sådan er der sikkert mange andre projekter.
Og så kan man tilføje den sjette årsag. Den forventede salgspris efter 31.oktober 2019 må forventes at blive langt højere, og Dragør kommune er og skal ikke være ejendomsinvestor.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Medlem af kommunalbestyrelsen
Konservative