Så blev SFO en realitet i Dragør

På sidste SBKU stemte Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne SFO strukturen igennem. Flertallet har valgt at haste en SFO ordning igennem, trods adskillige høringssvar har påpeget behov for en bedre planlægning og uden at man aner om SFO strukturen kan gennemføres med den fremtidige skolereform.

Midt i kaos er der dog lys

Konservative foreslog og appellerede til, at SFO først indføres i 2012. Det vil give tid til en god implementering, hvor der kan tages det fornødne hensyn til børn og personale. Desværre uden held.

Bedre held havde vi med, at få flertallet til at indse, at Konservative ønsker om, at skabe ordnede rammer om forældrebetaling og normering, er ganske fornuftige.

Konservative stillede to forslag, som midt i strukturforandringernes kaos, skaber en lysere fremtid.

Ingen kompromis med normering

Dragør kommune har på institutionsområdet en normeringsfordeling der handler om, at 60% af personalet skal være pædagogisk uddannet. Flertallet havde ikke lagt op til, at dette skulle dække SFO, men Konservatives forslag om at fastholde denne fordeling fik flertallet til at bakke op om den konservative politik.

At fastholde denne fordeling er vigtig for, at vi sikrer, at der er tilstrækkeligt uddannet personale og dermed kan være med til at sikre, at børnepasning ikke alene er pasning, men også et velkvalificeret tilbud.

Loft over takststigningerne

Flertallet V, A og DF har allerede fra i år sat taksterne på SFO området op. Flertallet har valgt at parkere deres velfærd i en skjult skattestigning og lade familierne i Dragør betale. Priserne for daginstitutioner har altid været sådan, at vuggestue har været dyrest, dernæst kommer børnehave, så fritidshjem og billigst er klubberne. Konservative vil fastholde denne prisstruktur og stillede forslag om, at taksten for SFO ikke kan overstige taksten for børnehave.
Flertallet bakkede om Konservatives politik på dette område og vi har nu sikret at der ikke kommer yderligere skjulte skatteforhøjelser for kommunens familier.

Tak til forældrenetværket

Forældrenetværket i Dragør har indsendt mange kvalificeret høringssvar. Tak for det. Også en tak for, at I tager initiativ til, at politikerne ikke skal gemme sig bag rådhusets tykke mure, men har fået en invitation til paneldebat den 28. Marts 2011 om Dragørs institutionspolitik.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup
Medlem af kommunalbestyrelsen, Konservative

Uffe Jacobsen
Konservativ vælgerforening