Gode beslutninger på skoleområdet

Et enigt Børn, Fritids og Kulturudvalg traf i sidste uge de konkrete beslutninger vedr. implementeringen af regeringens folkeskolereform.

Hvordan har processen været

Oktober måned 2013 traf vi som politikere en beslutning om, at vi ønskede en større inddragelsesproces, inden vi skulle træffe de endelige beslutninger om organiseringen af skolereformen. En proces vi ønskede, fordi vi så styrken i, at både elever, forældre, personale og lærere kom med input til fremtidens skole. Fordi vi via inddragelse ville få mange ideer der også fremadrettet vil skabe udvikling, og fordi inddragelse skaber ejerskab.

Vi var helt bevidste om, at en inddragelsesproces ville betyde, at vi først kunne træffe de endelige beslutninger i marts måned.

Vi har haft en spændende inddragelsesproces og vi vil gerne sige tak til alle Jer der har bidraget, for de mange input og til forvaltningen for at styre os alle godt igennem. Vi har fået så meget materiale og gode ideer, så vi kan bygge videre på skoleudviklingen allerede fra august 2014.

Når vi i mål?

Nogle har givet udtryk for en bekymring om, at vi først træffer beslutning om rammerne for den fremtidige organisering i marts måned og det vil være vanskeligt at planlægge skoleåret 2014/2015. Beslutningerne er truffet nu og har været en del af den samlede plan som både forvaltning og skoleledelse har anbefalet og bakket op om. Begge parter har tilkendegivet, at vi kan nå i mål til august 2014.

Det er dog også vigtigt at understrege, at vi ikke politisk har en forventning om, at den skole og hverdag vi ser til august, er den der skal holde i årene fremover. Vi får skabt rammerne for, at vi kan påbegynde en ny proces om udvikling af folkeskolen i årene fremover og allerede fra skoleåret 2015/2016. Et så vidt rækkende paradigmeskifte af en samlet organisationskultur, er en fortløbende proces der kræver intens ledelsesmæssig og politisk opmærksomhed.

Hvad har vi besluttet

Et enigt BFK udvalg traf beslutning om, at lærerne skal undervise 2 timer mere om ugen. At vi både sikrer kvalitet og stillinger til det pædagogiske personale ved at lade dem deltage i skolens arbejde, udover den understøttende undervisning, at taksten for SFO nedsættes, at vi styrker vedligeholdelse og udvikling af vores grejbank til naturundervisning, at vi opretter kompetencecentrer, styrket kompetenceudvikling til personalet og flere pædagoger og lærere i skolen. Der ud over har vi bedt om en yderligere belysning af samspillet med musikskolen og ungdomsskolen, som vil blive belyst til Økonomiudvalgets beslutninger senere på måneden.

Ud over dette har vi vedtaget 3 politiske pejlemærker for 2014/2015 for udvikling og styrkelse af skolerne som foreslået af forvaltningen og som er 1) en stærk ledelse med fokus på pædagogisk ledelse af skolens kerneydelser, 2) Elevinvolvering med fokus på selvevaluering og feedback kultur, 3) Samarbejdet mellem faggrupperne med fokus på understøttelse af elevernes læring, både fagligt som socialt. Der ud over har vi på baggrund af oplæg fra brugergrupper på temadrøftelse med kommunalbestyrelsen besluttet at supplere med yderligere to pejlemærker som 4) at børn/unge, forældre personale inddrages fremadrettet i udviklingen og den proces for inddragelse som er sket siden oktober måned fortsætter i de kommende år, 5) at der udarbejdes en strategi for, hvordan det sikres, at børnene i en længere skoledag ikke kun bliver set/målt på faglighed, men også som hele mennesker.

Udover dette vil kommunalbestyrelsen, senere i marts måned, træffe den endelige beslutning om indholdet i en lokal arbejdstidsaftale som er ved at blive forhandlet med Danmarks Lærerforening.

I maj måned 2014 vil der blive truffet beslutning om, hvordan vi kan styrke fritidstilbudene (SFO/fritidshjem) fremadrettet når børnene skal være længere tid i skole.

Ingen sporreduktion

Der var planlagt en reduktion af antallet af spor i 2014. Vi har besluttet, at der ikke skal findes sporreduktion sted, for at sikre at klassekvotienten ikke bliver for høj. Denne beslutning kommer til at skabe en udfordring, idet der på den korte bane vil mangle nogle klasselokaler. Beslutningen er vigtig, så der ikke skabes bekymring om sporreduktionen. Vi har bedt om, at få forelagt et udkast til løsning af lokaleproblematikken på vores møde i april måned, og at der skal findes modeller for løsning til skoleåret 2014/2015 og på den lange bane fremadrettet.

Opfordring

Vi har politisk lagt rammerne for fremtidens folkeskole. Rammer der formentlig på et tidspunkt skal justeres og rammer vi skal udvikle på. Vi skal fortsætte udviklingsprocessen, vurdere hvad der virker godt og styrke dette, udvikle nye modeller for, hvordan skoledagen bliver god. Rammer som først og fremmest kræver en stærk innovativ og faglig ledelse, som kræver at personalet kvalificerer det faglige indhold, at børn og unge beskriver deres ønsker og forældre udfordrer på, hvornår de oplever at deres børn er glade for at gå i skole og lære. En proces og opgave som vi vil opfordre til at alle griber.

Vi vil som politikere forsøge at holde os fra detailplanlægningen og beslutte rammerne.

Vi glæder os til samarbejdet.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup, Det Konservative Folkeparti

Allan Holst, Socialdemokraterne

Eik Dahl Bidstrup, Venstre

Morten Dreyer, Dansk Folkeparti